• Tyrrestrup - historisk set

    Med en historie helt tilbage til 1438 er billedet her fra ca. år 1930 absolut af nyere dato.

    Se flere historiske billeder i galleriet.

  • Tyrrestrup Gods anno 2014

    En perle af en Herregård sådan som Tyrrestrup ser ud i dag, med velholdte bygninger der rummer  14 værelser og en flot spisesal der ofte benyttes når der arrangeres Jagt fra gården.

  • Tyrrestrup set fra luften

    Smukt beliggende midt i den jyske muld omgivet af Vold anlæg på 3 sider.

  • 1
  • 2
  • 3
                       

Tyrrestrup anno 1500

Tyrrestrup  - en afhandling af Jette Gertz fra 1988.

Tyrrestrup fra 1500 til i dag og lidt om den historiske udvikling

Thumbnail image

1.   Perioden fra 1500-1770
1.1 Tyrrestrup fra 1550-1700

2.   Perioden fra 1770-1800
2.1 Ole Johan Søltoft på Tyrrestrup
2.2 De politiske forhold omkring vedtagelsen af landboreformen.
2.3 Hvorledes ændrede Stavnsbåndets ophævelse bøndernes vilkår.

3.   Perioden fra 1800-1900
3.1 Et eksempel på at fæstebonden på Tyrrestrup, som blev selvejer.
3.2 Husmændenes forhold efter landboreformerne.
3.3 Husmændene på Tyrrestrup efter 1800.
3.4 Tyrrestrups ejere fra 1802 - 1914.

4.   Perioden efter 1900
4.1 Husmændenes forhold omkring århundredeskiftet.
4.2 "Oktober lovene" 1919
4.3 Udstykningen af landbrugsjorden på Tyrrestrup


Tyrrestrup Hovedgård ligger 10 km nordøst for Horsens ud mod fjorden. Det er en bredlænget bindingsværksgård, omgivet af en voldgrav. Bygningen ligger midt i en gammel park, hvis ældste træer er over 150 år gamle. Gården har ligget på samme sted siden begyndelsen af 1400 tallet, men har ændret udseende under de forskellige ejere. Det samme gælder omgivelserne. I dag ligger Tyrrestrup omgivet af flere mindre landbrug, idet gårdens landbrugsjord blev udstykket til statshusmandsbrug for 50 år siden. Landskabet er kuperet, og mange af husene er placeret, så de passer fint ind i terrænet. I dag kan det være vanskeligt at forestille sig, hvordan her så ud dengang man ikke kunne se de nærmeste naboer. Flere har beskrevet gårdens spændende historie, hvilket er en hjælp, når jeg vil beskæftige mig med de begivenheder, som har medvirket til gårdens ændringer fra en stor herregård med vældige jordbesiddelser til en smuk historisk bygning uden landbrug.
Det er i år 200 året for stavnsbåndets ophævelse og 50år siden, at de første statshusmænd etablerede sig på herregårdens jorde, så for mig, som er bosat her, er det nærliggende ar skrive om denne spændende periode i Tyrrestrups historie. Jeg har valgt at fokusere særligt på perioden omkring stavnsbåndets ophævelse og på perioder fra slutningen af 1800-tallet, hvor lovene om oprettelse af statshusmandsbrug blev vedlagt. For at systematisere fremstillingen opdeler jeg materialet i 4 tidsperioder.
Ved hjælp af lokalhistoriske lærebøger, som har behandlet landbo befolkningens vilkår i disse perioder, ønsker jeg at redegøre for Tyrrestrups historie og analysere de politiske og sociale faktorer, som har været medvirkende til, at livet på Tyrrestrup har ændret sig for både herremand og bonde.


1. Perioden fra 1500-1700
1.1 Tyrrestrup fra 1550-1700

Indledningsvis vil jeg beskrive gårdens historie og dens ejere i denne periode, fordi de alle har været med til at påvirke gårdens udvikling og forandring. Navnet Tyrrestrup er dannet af mandsnavnet Tyr og Thyger og Torp=udflytteby. Det er første gang nævnt i 1492, men den nuværende bygnings stenfundament er opført ca. år 1540 af Peder Ebbesen Galt, som arvede stedet efter sin far.

Peder Ebbesen Galt var, før han slog sig ned på Tyrrestrup, i tjeneste hos Kong Hans' enke, Christine. Mens han gjorde tjeneste der, erhvervede han Len på flere godser. Senere trådte han i Christians II's tjeneste, men opsagde ''huld og troskab'' til kongen, da denne ville indskrænke adelens rettigheder. Sammen med landets førende mænd, Mogens Gjøe og Erik Banner, førte han an i kampen mod kongen. Peder Ebbesen Galt, blev bedt om at stille med 8 mand til hest, hvilket fortæller, at hans indtægt var stor. I 1534 tvang de i Ry kirke de katolske præster til at godkende valget af Christian III, som efterfølger for Frederik I, i stedet for Christian II, som bønder og borgere ville have tilbage på tronen. Dette medførte at der blev borgerkrig, hvorunder Peder Ebbesen Galt blev sendt til Randers for at opbygge et forsvar mod Skipper Clements oprørsstyrker. Efter at det var lykkedes at stoppe bøndernes oprør, blev Peder Ebbesen Galt udnævnt til stiftslensmand for Århus. Det fortælles, at han i dette embede udviste stor strenghed over for de bønder, der havde deltaget i oprøret. Embedet brugte han også til at samle store rigdomme til sig selv, således at han blev i stand til at bygge en ny borg på Tyrrestrup. De sten, som i dag kan ses i det høje kampstensfundament, vidnet om, at han har anvendt materialer fra de mange kirker der blev nedrevet efterreformationen, bl.a. findes en stor voldanlæg hele vejen rundt. I dag er der kun voldgrav på de tre sider.
Der er i tidens løb fortalt mange historier om Peder Ebbesen Galt. Nogle af disse er samlet og nedskrevet af folkeindsamleren Evald Tang Kristensen i slutningen af 1800-tallet og af førstelærere M. R. Mikkelsen i 1930'erne.
I disse sagn fortællers om Peder Ebbesen Galt, at han nedlage 17 kirker for at få sten til Tyrrestrup, og at han gik i ledtog med djævlen, for at få så meget jord kan kunne inddrive, mens præsten prædikede i Søvind Kirke. Han inddrog jorden: Haldrup, Søvind og Toftum og tvang bønder til at arbejde for sig. Da han døde i 1548 klagede bønderne til kongen, men sagen blev ''ordnet i mindelighed'' og bønderne fik hverken jord eller kirke tilbage. Peder Ebbesen Galt og hans hustru Ingeborg Gjerdsdatter ligger begravet i Søvind Kirke, som blev Tyrrestrups slægtskirke.

Familien Galt sad på Tyrrestrup indtil 1626, hvorefter gården havde 10 ejere i de næste 100 år. I 1663 erhvervedes Tyrrestrup ag Müller, som fik den af kongen, som betaling for at have udlånt ham store pengesummer under krigen 1658-60. Müller blev desuden adlet og gjort til etatsråd.
I 1720 flyttede Christian Carl Müller ind på Tyrrestrup sammen med sin unge kone Anne Lassen fra Åkær mellem Horsens og Odder. De ombyggede Galternes borg til det hus, som står i dag. C. C. Müller samlede også mere jord til gården. Det nævnes at han ved en auktion på Skanderborg Slot købte 3 gårde i Elbæk, 6 gårde i Aas, 5 gårde med huse i Aggerstrup og erhvervede sig forkøbsret til 5 kirker med kirketiender. Samtidig afhændede han 9 gårde i Brigsted, således at Tyrrestrup jord blev mere samlet. Tyrrestrups nye bygning, blev rammen om mange store fester for officererne fra Horsens, idet C. C. Müller var major ved kyrasserne. Pastor Brøchner fortæller, at ægteparrets store pengeforbrug og vellevned stadig blev omtalt i sognet (1837). Da C. C. Müller døde i 1732 sad enken tilbage med en stor gæld. Hun døde i 1735, hvorefter gården blev solgt på auktion til Hans Christian Juul fra Fyn. Han var en meget from og streng mand og fandt Tyrrestrups bønder både dovne og forsumpede. Da de tilmed var ugudelige, satte han sig for sammen med præsten, at arbejde for godset og sognets frelse. H. C. Juul red hver morgen tidligt ud for, at sørge for at folkene arbejdede og præsten anvendte komfirmationsordningen fra 1736 til at presse bønderne i kirke, hvor han i pietistisk prædikede for dem i timevis.
På gården forsatte H. C. Juul ombygningen, idet han opførte en ny trelænget avlsbygning syd for hovedbygningen og et teglværk nord for, hvorved der kom gang i industrien. Han var påvirket af de nye reformtanker inden for landbruget og udvidede omfanget af godset betydeligt. Der kom god gang i driften og på markerne blev gravet grøfter og diger. Desuden plantede han pilehegn, hvoraf man endnu kan se nogle på vejstrækningen mellem Haldrup og Vær.
På mange områder forsøgte H. C. Juul at hjælpe bønder, selvom han ikke altid var vellidt blandt dem. Han byggede en skole i Tvingstrup og oprettede et legat til at drive skole i Aas (dette eksisterer stadig). Han ønskede ikke en kostbar begravelse. I stedet for skulle pengene skænkes til godsets fattige som gaver.


2. Perioden fra 1700-1800
2.1 Ole Johan Søltoft på Tyrrestrup


Kort før H. C. Juuls død blev hans datter Cecilie Marie gift med forvalter Ole Johan Søltoft. De blev de første af slægten Søltoft, som boede på Tyrrestrup indtil 1914. Det gods O. J. Søltoft overtog efter svigerfaderen omfattede hovedgården med skov, ager og enge. Søvind by og kirke, byerne Toftum, Ørbæk, Aas, Aggerstrup og Elbæk samt flere gårde i Brigsted, Gangsted, Haldrup og Ørritslev. For alt dette betalte han 36.000 Rigsdaler til sin kones søskende.
Ifølge Pastor Brøchner var O. J. Søltoft en ''blidmodig, hjælpsom og godgørende mand', som nød stor agtelse og kærlighed til alle”. Han var desuden reformvenlig og hørte til den gruppe af godsejere, som hurtigt indrettede sig efter de nye tider. Han påbegyndte udskiftningen af godsets bøndergårde ved at udflytte gårde fra byerne.

Mange godsejere på egnen var imod de nye reformer inden for landbruget, hvilket kan ses på navnene blandt de, som i 1787 deltog i ''den jyske proprietærfejde''. O. J. Søltoft nød så megen tillid blandt dem, at han står opført som eksekutor i Gehejmeråd Schach Rathlaus (Rautlansdal ved Odder) testamente. Denne var på det tidspunkt medlem af statsrådet og tilhørte den fløj, som var tilbageholdende overfor store ændringer i bøndernes vilkår i modsætning til udenrigsminister A. P. Bernstorff. Måske er det grunden til at, O. J. Søltoft er medunderskriver på 160 jyske godsejeres protestskrivelse, som med Bunfeldt fra Serridslevgård og Lüttichau fra Åkær som initiativtagere, blev sendt til kronprinsen. Heri beklager de godsejernes forringede vilkår og udtrykker en frygt for landets fremtid, hvis bønderne får frie forhold. Kronprinsens svar gik imod godsejerne, og de måtte modtage en bøde for at fornærme lovgiverne og dermed kongen.


2.2 De politiske forhold omkring vedtagelsen af landboreformen.

De reformer, hvorom godsejerne var uenige vedrørte stavnsbåndets ophævelse og ændringer / hoverigrundlaget. Det var reformer, som Struense og Bernstorff ønskede at indføre ved lov for at forbedre landets økonomi på basis af landbrugets produktion. De var inspireret af franskmanden Roussaus og engelske landøkonomers filosofi, at et lands økonomi er afhængig af bøndernes arbejde og at bønderne arbejder bedst når de er frie og ikke undertrykte af skatter, hoveri og hårde fæstebreve. I Danmark tilhørte 3/4 af landbrugsjorden de ca. 800 godsejere. Heraf var 13%indlagt under hovedgårdene, resten var bortfæster til bønderne. Det var blandt godsejerne forskellige indstillinger til ophævelse af stavnsbåndet. Nogle ønskede som Bernstorff, mens andre ligesom Schack Rathlau mente, at bønderne arbejdede bedst under herremændenes ledelse. Efter Struenses fald blev Stavnsbåndet strammet, så det nu omfattede bønder fra 4/40. Det medførte, at forvalteren for Stavnsbåndets ophævelse dannede selskaber, hvor forbedringer i landbruget kunne diskuteres. Disse ''græsrods'' selskaber var nødvendige, fordi ytringsfriheden også var blevet indskrænket, efter at en kreds af adelsmænd, sammen med enkedronning Sofie Amalie havde væltet Struense. Herved havde reformmodstanderne med Ove Høegh Guldberg, kronprins Frederiks huslære fra Horsens, i spidsen fået regeringsmagten. De stramninger han indførte, blev i 1784 en trussel for kongemagte, som ikke var særlig stærk på grund af Chr.7's sindssyge. Kronprinsen så sig nødsaget til at afskedige O. H. Guldberg og hans folk, hvorefter mere reformvenlige rådgivere tilrådede kronprinsen at ændre på blandt andet bøndernes vilkår. Dette førte til, at den store landbrugskommission blev oprettet i 1786. Forarbejdet for kommissionen dannelse var udført af A. F. Bernstorff og brødrene Reventlow, mens det blev nordmanden Kristian Coldbjørnsen, som kom til at lede arbejdet, der førte til Stavnsbåndets ophævelse. K Coldbjørnsen troede på begrebet menneskerettigheder og formulerede sin holdning således: ''Ingen følelse er mere indprentet hos mennesker en lysten til frihed. Friheden, naturens største og ypperste gave til den ædleste af sine skabninger''.

Den jyske godsejer Frederik L. C. Bernfeldt fra Serridslevgård ved Horsens, følte sig truet af reformforslagene. Han udsendte et brev, hvori han åbent modsagde O. L. Bang fra landbokommissionen og tilkendegav, at han klart tog afstand fra stavnsbåndets ophævelse, men at bondestanden af den grund ikke behøvede at frygte trældom og tryk. Han erkendte, at der trængtes til forbedringer, men at disse ikke ville nås ved at gribe ind i godsejernes gamle ejendomsret. Efterhånden som behandlingen af de forskellige reformer blev færdiggjort, blev de udsendt via flyvebreve til offentligheden. Dette førte til en åben debat mellem tilhængere og modstandere af Stavnsbåndets ophævelse. Det af regeringens nedsatte Landhusholdningsselskab, udlovede præmier for at opmuntre godsejere til at fremkomme med forslag til nye metoder for dyrkning, afvanding og jordforbedring. Der blev også udlovet præmier til de som frivilligt iværksatte foranstaltninger, om forbedrede bøndernes sociale kår eller til de som gav bønder fuld ejendom eller arvefæste. Landbokommissionen kunne allerede efter 1 år fremlægge deres forslag til løsning af stavnsbåndet. Den blev underskrevet af kongen og bestemt til at træde i kraft d.20. juni 1788.


2.3 Hvorledes ændrede Stavnsbåndets ophævelse bøndernes vilkår.

A. Stavnsbåndets ophævelse betragtes som den mest betydningsfulde af de landboreformer, som allerede blev påbegyndt i 1758-60. De var det første skridt til at give den danske bonde en friere og værdigere stilling i det danske samfund.

Hvad betød det i praksis for bonden?
Fra 1733 havde det været forbudt alle bønderkarle mellem 14 og 36 år, at flytte fra det gods hvor de var født. Baggrunden var, at godsejerne havde pligt til i krigssituationer at stille med et antal bøndersoldater, udregnet i forhold til den jord de ejede. Bønderne skulle gøre tjeneste i landmilitsen i 6 år. I 1730'erne havde der været dårlige tider i landbruget, så det havde været vanskeligt at besætte fæstegårdene, hvorfor Stavnsbåndet også havde til hensigt at sikre godserne arbejdskraft. Under landbrugskrisen i 1740'erne blev tjenestetiden forlænget og Stavnsbåndet udvidet til at gælde fra 4 til 40 år. For den enkelte bonde betød det, at han skulle deltage i militsuddannelsen hver søndag i sommertiden og om vinteren 1 time hver anden uge, og at han ikke kunne flytte uden et særligt pas.

Ved loven af 20. juni var det muligt at flytte uden pas for de, som ikke var fyldt 14 år, samt for de som var 36 år. De øvrige var stadig bundne, indtil de havde overstået soldatertjenesten eller fyldt 36 år. Først efter år 1800 skulle al hæftelse til godserne ophøre.
Der var andre problemer, som reformerne skulle løse, for at bonden kunne blive en fri mand.

B. Der var andre problemer, som reformerne også skulle løse, for at bonden kunne blive en fri mand.

Hoveriet skulle reguleres, hvilket betyder, at der skulle være faste bestemmelser over hvor meget arbejde, bonden skulle udføre som betaling for at fæste på gården. Hoveriets omfang beroede helt på sædvane, altså godsejeren fastsatte det. Herregårdens drift var afhængig af det arbejde, fæstebønderne udførte. Allerede i 1771 havde man forsøgt at indføre faste grænser, men på grund af godsejernes modstand lykkedes det først i 1799, 11 år efter lovens ikrafttrædelse.

Ordningen om arvefæste eller selveje blev gennemført for at sikre bonden, at han ikke blev opsagt fra fæstet uden reel klagegrundlag. Man ønskede også at fremme bøndernes ansvarsfølelse over for jorden ved at give dem mulighed for at købe den eller overgive den til næste generation. Nogle bønder var blevet selvejer, da Kronen i midten af 1700-tallet solgte ud af kronegodset. I 1769 kom en forordning, som skulle fremme udskiftningen af de mange små jordlodder, hver fæstebonde havde spredt ud i et trevangsskifte. For at gennemføre dette var det nødvendigt for nogle at flytte ud fra det snævre landsbyfællesskab, for at alle fæstere kunne få et samlet jordtilliggende. Det åbnede samtidig en mulighed for at sælge gårde til fæsterne. Nogle godsejere lånte fæsterne penge til køb af gård, mens andre fik hoveriaftaler. Omkring 1780 oprettede staten kreditkasser, så det blev muligt for bønderne at optage billige lån. Derefter blev der mange selvejere i Jylland.

Landboreformerne betød også, at der blev indført en bestemmelse om, at der skulle være syn på en gård, før hver ny fæsteindgåelse. Gårdens bygninger, jord og besætning skulle synes af to uvildige mænd før godsejeren fæstede gården bort. Skete det ikke, kunne fæsteren ikke senere sættes ud eller afkræves erstatning, hvis godsejeren fandt, at fæsteren misrøgtede fæstegården.


3. PERIODEN  FRA 1800-1900
3.1 Et eksempel på at fæstebonden på Tyrrestrup, som blev selvejer.

I førstelærer Mikkelsens arkiv findes et dokument, hvori det fremgår, at sølvtoft sammen med 2 uvildige mænd foretog en synsforretning på en gård i Ørbæk.

Fæsteren Søren Jørgensen var død, og før en ny fæster skulle overtage, blev gårdens bygninger gennemgået, og der blev udarbejdet et overslag over håndværkerudgifterne. Desuden blev gårdens besætning synet. Der var 6 heste, 3 køer, 1 sop, 1 gås og 12 får samt redskaber og 1 vogn. Det hele blev anslået til en værdi af 145 RD.

Synsforretningen blev foretaget den 30. november i 1790. Den 21. december blev fæstebrevet for Niels Rasmussen udfærdiget. Heri står, at Niels Rasmussen i sin levetid fæster gården på 2 tønder og 7 skæppe ager og enge. Hans betingelser over for husbonden J.O. Sølvtoft er nøje specificeret i form af korn, grønsager, æg og kød. Desuden kræves "at han holder sig hørig og lydig over for husbond eller hvem han sender".

Som en del af aftalen indgår, at Niels Rasmussen gifter sig med den tidligere fæsters enke. Hun nævnes ikke ved navn, men indgår under inventar. Foruden fæstebrevet, blev der indgået en hoveriaftale mellem Sølvtoft og Niels Rasmussen. Heri fremgår det, at Niels Rasmussen ugentlig skal arbejde for hovedgården. 3 pløje eller spanddage + 2 gangdage i pløje og sødetiden. 3 spanddage + 7 gangdage i korn og høsttiden. 2 spanddage + 2 gangdage i den øvrige del af året.
(Spanddage er vogn med forspand, gangdage er uden vogntog)

For at udføre disse forpligtelser må han have haft hjælp af familien eller karle.

I 1802 fremgår det i en købskontrakt, at O.J. Sølvtoft sælger gården til Niels Rasmussen for 860 RD. De 60 RD betales konstant, mens resten sættes på en obligation. I 1807 fremgår det, at lånet er udbetalt.

Ifølge pastor Brøchner lånte J.O. Sølvtoft penge til de fleste af de fæstere, som ønskede selveje. I perioden 1800-1803 solgte han 48 gårde til fæsterne. Priserne lå mellem 750 og 1360 RD. Forskellen i prisen på de forskellige gårde er opstået ved markudskiftningen, som blev foretaget i 1786. De fleste af båndene nåede at indløse deres gæld inden 1810. Priserne på landbrugsvarer var høje i de år på grund af Napoleonskrigen.

I alt lånte O. J. Sølvtoft 40.000 RD til bønderne. O. J. Sølvtoft døde i 1802, så det blev hans søn Christian Sølvtoft, som fuldførte handlerne. I regnskaberne har han flere steder kommenteret: "betalt i rede sølv" eller "har formøjenlig betalt mig" C. Sølvtoft var uddannet jurist og arbejdede under landboreformernes tilblivelse i Kancelliet. Han var reformtilhænger.
Ved statsbankerotten i 1813 måtte Sølvtoft se de indbetalte penge bliver værdiløse. Kun en lille del af de mange udlånte penge var ikke tilbagebetalt og kunne derfor omskrives til "rede sølv" (Uddrag af Nim Herreders skøde og panteprotokol).


3.2. Husmændenes forhold efter landboreformerne.

Det var ikke alle, som fik deres forhold forbedret ved landboreformerne. Underklassen på landet, husmænd og landarbejdere, som ikke havde jord, var stadig henvist til at arbejde for godsejeren eller gårdmændene for en ringe betaling. Halvdelen af husmændenes ejendomme var lejehus, undergårde eller godser, og lejen blev betalt i penge, naturalier eller ved pligtarbejde. Her var omfanget af arbejdet ikke fastsat ved lov ligesom gårdmændenes hoveriarbejde.  Det var op til parterne at komme overens, hvilket ofte betød, at gårdmænd og godsejere kunne kræve, hvad de ville. Der var ikke fæstertvang på huse, så husmændene kunne sættes ud, hvis ejeren ønskede det. De ringeste stillede var indsidderne, som lejede et værelse på selve gården. Det var ofte helt unge karle eller piger eller gamle mennesker. De havde korte lejemål og var helt afhængig af egen arbejdsydelse. Forskellen mellem gårdejere og husmænd eller landarbejdere var blevet meget større end før landboreformerne. Husmændenes forhold blev værre end nogen sinde. De havde før haft mulighed for at bruge fællesjorden i landsbyen til græsning af en ko eller hest, men efter udskiftning bortfaldt denne ret. I 1787 bortfaldt tugtelsesretten, men kun mod gårdmænd. Det var stadig tilladt at straffe husmænd og tyende korporligt. Antallet af husmænd var større end antallet af gårdejere, så husmændene var en vigtig arbejdskraftreserve for de store gårde og godser efter hoveriets afskaffelse.


3.3. Husmændene på Tyrrestrup efter 1800.

På Tyrrestrup var der i 1801 kun ansat 1 bestyrer og 2 karle, resten af arbejdet blev udført som hoveriarbejde af fæstebønder eller husmænd. I første halvdel af 1800-tallet blev det meste af hoveriarbejdet afskaffet. I 1845 blev der i Tyrrestrup registreret 45 personer foruden herskabet. Her indgik forvalter med familie kokkepiger, husjomfru, tjenestepiger, røgtere, staldkarle, gartnere, 2 huslærere og 2 som "forsørges af Herskabets nåde". Til de mange ansatte blev der opført tjenesteboliger, hvoraf flere stadig eksisterer.

Lærer Mikkelsen har samlet erindringsbeskrivelser fra ansatte på Tyrrestrup og fra folk, som travle perioder var daglejere på godset. Han beretter om livet i en lille samling huse, som lå mellem Aas og Tyrrestrup. Det var 10 husmandsfamilier, som var udflyttet fra Aas landsby til "Mosten" et område mellem skov og mose. Husene var i slutningen af forrige århundrede beboet dels af håndværkere og dels af ansatte på Tyrrestrup. Til husene hørte lidt ager eller en kålhave. Beboerne levede af egne produkter, men med store børneflokke var det også nødvendigt at have udearbejde. Nogle husmødre var fast hjælp på Tyrrestrup, når der skulle vaskes eller slagtes og alle var med ved arbejdet i høsttiden. Det sidste hus i "Aas most" forsvandt i 1955, så beboerne derfra kan stadig huskes af de ældre herfra (Horsens Folkeblad 9. februar 1968).


3.4 Tyrrestrups ejere fra 1802 - 1914.

Ifølge pastor Brøchner, som var svoger til Christian Sølvtoft (1777-1825), omtales denne, som en dygtig godsejer, der forbedrede både driften af gården og folkenes vilkår meget. Sønnen Ole Johan Sølvtoft, som overtog Tyrrestrup i 1825 fortsatte det te arbejde. I Horsens Folkeblad fortæller August F. Schmidt i en kronik 19/7-1952, at gårdens tilstand ikke var så god, som pastor Brøchner fremstiller det. "Jorderne gav intet af sig, da de var fulde af tidsler og ukrudt. Det var skoven man levede af" I 1832 kom en dygtig forvalter til Tyrrestrup. Han indførte brak på de urene jorde og begyndte udgrøftningen, vandafledning ved åbne grøfter. Forvalteren fik også indført tærskeværk ved hestegang. De år var en rolig og udviklingsrig tid, hvor dansk landbrug var i idel fremgang (uddrag af kronikken).

O. J. Søltoft fik 8 børn og med sin kone, Henriette V. Fischer, officersdatter af Horsens. Den yngste, Viggo Sølvtoft blev landbrugsuddannet og da faderen døde i 1878 blev han forpagter på gården. I de protokoller han dagligt førte over arbejdet på gården, står udførligt beskrevet, hvor mange karle, elever, daglejere, koner, børn samt heste, der havde været beskæftiget ved de enkelte opgaver. Det er muligt at følge livets gang på gården, fordi han har tilføjet, hvis noget særligt var indtruffet, f.eks. sygdom, høstfester, bryllupper o. l. Hver dag er vejrliget også omtalt.

V. Sølvtoft fik indført tidens helt moderne landbrugsmetoder. Alle markerne blev drænet med rør. Han udførte selv tegningerne over de drænede marker, så man kan se, hvor rørene var nedgravet. Desuden blev gårdens mejeri moderniseret. Parken blev også omlagt i denne periode. På kortene fra dengang kan man se, hvorledes den var anlagt og se den imponerende køkkenhave, frugthave og de mange sjældne træer, hvoraf en del stadig findes. V. Sølvtoft var barnløs og i 1914 solgte han Tyrrestrup ud af familien.


4. Perioden efter 1900
4.1 Husmændenes forhold omkring århundredeskiftet.

Den store fremgang for landbobefolkningen i den sidste halvdel af 1800- tallet kom kun gårdmændene til gode. Det var dem, som blev politisk aktive, blev indvalgt i sognerådene, dannede stærke foreninger og skabte de mange andelsforetagender. Det var også dem, som tog på højskole og fik en ny slags dannelse. Gårdmændene oplevede en stor fremgang socialt og økonomisk.

Husmændenes, daglejernes og tjenestefolkenes forhold var derimod ikke blevet bedre i den periode. I 1848-50 blev Husmandslivene, som skulle medvirke til at løse husmændene fra de feudale bånd, gennemført. Det bevirkede, at husmændene blev lønarbejdere i stedet for pligtarbejdere, men reel beskyttelse gav den ikke de dårligt stillede landarbejdere. Lønnen var meget ringe. I 1897 tjente en jysk landarbejder på egen kost 537 kr. årligt. Daglønnen for mænd var 1,74 kr. forår og sommer. Til sammenligning fik en havnearbejder i København 2,75-3,00 kr. dagligt.

I slutningen af 1800 tallet kom der en større interesse for de problemer, som fandtes blandt de dårligst stillede på landet. Årsagen var dels, at der var en almindelig frygt for følgerne af bortvandringen fra landbruget til byernes industri og desuden en frygt blandt gårdejerne for den begyndende socialisme blandt de undertrykte landarbejdere, som Socialdemokratiet appellerede til.

I 1896 fremkom, efter forlig mellem højre og venstre, en betænkning udarbejdet af den ny nedsatte Landbokommision. Betænkningen dannede grundlag for den første statshusmandslov af 1899, eller som det hed "lov om tilvejebringelse af jordlodder til landarbejdere".

I følge denne nye lov, kunne staten yde lån til oprettelse af husmandsbrug efter selveje princippet. Husmanden skulle selv udrede en 1/10 af ejendommens værdi, jord + hus. Resten 9/10 kunne lånes af staten, dog ikke over 3.600 kr. Lånet skulle forrentes med 3% efter 5 afdragsfrie år. Staten skulle have første prioritet i ejendommen.

Loven opfyldte ikke de drømme, som landarbejderbefolkningen havde om at få egen gård, dertil var størrelsen af brugene, to til otte tønder, for små. Loven blev dog heller ikke udnyttet så meget som forventet. Det var mest fra bøndergårdene, jorden blev udstykket. Kun få procent kom fra herregårdsjord og staten.


4.2 "Oktoberlovene" 1919

I 1919 ændrede dette forhold sig. Det radikale venstre støttede husmændenes dag, og i 1919 blev "oktoberlovene" gennemført.  Disse gav mulighed for udstykning af offentlig jord. Det var jord fra præstegårdene og de gamle len. I "præstegårdsloven" stod, at den jord, som egnede sig til dyrkning, skulle afhændes ved embedsskifte og i loven som lensafløsning blev de gamle len og stammehuse påbudt at afstå en tredjedel af jorden, eller betale penge til en jordfond, som så blev brugt til at yde lån til udstykninger.

Størrelsen af de udstykkede brug blev ændret til "brug af en størrelse, som kunne ernære en familie".

Til administrationen af denne nye lov nedsatte statens jordlovsudvalg, som centralt skulle styre oprettelsen af brugene, mens det lokalt blev styret af Amthusmandsbrugskommisionen, som også havde til opgave at vejlede ansøgerne og føre tilsyn med brugene. I perioden fra 1899-1965 blev der i alt oprettet ca. 28.000 selvstændige brug.

Vurdering af loven om husstandsudstykningerne var forskellige. Det blev meget kritiseret, at staten lånte penge uden udbetaling til statshusmændene, idet disse derved blev bundet til at forrente jordværdien. Ved denne ordning var det reelt staten som var ejer og husmændene blev en slags hovbonde, idet renten afhang af de svingende jordpriser.

I positiv favør for de mange husmandsbrugs oprettelse blev fremsagt, at det derved lykkedes at fastholde en større beskæftigelse i landbruget på trods af en stigende arbejdsløshed i 20’erne. Hos socialisterne var der et ønske om, at socialiserer de store brug i stedet for at udstykke. Begrundelsen var, at rentebundne husmænd ville være mere tilbøjelige til at støtte de andre jordbesidderes interesser i sociale spørgsmål, frem for at støtte den arbejdsklasse, de selv var kommet fra.

Den danske landbrugsproduktion blev lagt om i de år hvor der blev oprettet mange husmandsbrug. De små brug var mere velegnet til at have en produktion af forædlede animalske produkter frem for kornafgrøde. Kornpriserne var faldet på verdensmarkedet, fordi flere lande, især USA og Canada, efter første verdenskrig, havde oparbejdet en stor kornproduktion ved hjælp af nye landbrugsmetoder og maskiner.

Desuden var afsætningen mindre på grund af verdenskrisen i slutningen af 20’erne. Priserne på køer og smør var derimod nogenlunde stabile, og derfor klarede de danske landbrug sig delvis fri af krisen ind til 1931. Det var især mindre brug, der ved hele familiens hjælp kunne klare den stadig faldende afsætning, hvorimod de store brug, proprietærgårde og godser, som havde store kornarealer, måtte bruge af reserverne, da de jo var afhængig af fremmed arbejdskraft, og således ikke kunne spare udgiften til lønninger.


4.3 Udstykningen af landbrugsjorden på Tyrrestrup

Landbrugskrisen i 30’erne var medvirkende til at man i Horsens Folkeblad, den 1. december 1934 kunne læse en lille notits med overskriften: "Jordlovsudvalget i Skanderborg amt byder på Tyrrestrup".

I 1936 blev 430 tønder land eller 3/4 af godset solgt til staten af den daværende ejer Lauritz Horn. Jord og bygninger var i en del år blevet forsømt, men alligevel kom salget som en overraskelse for mange, hvilket brev og artikler i Horsens Folkeblad vidnede om.

Den 28. februar 1936 skriver N. P. Nielsen Høi et brev til avisen, hvori han beklager, at den gamle herregård forsvinder.  Han nævner, at mange småbrug senere sammenlægges, hvilket vidner om, at det kun er obligationsejerne, som har glæde af de små brug.

Andre mener, at det er en god mulighed for unge til at få deres eget, men at det er en hår tid til at starte i. Den almindelige mening blandt lokalbefolkningen var: "Den første generation går ned".

Godsejer Horn citeres for denne udtagelse: "Hidtil har der kun været en fattig mand på Tyrrestrup, nu bliver der 30".

Horsens Folkeblad fulgte udstykningens gang. Den 30. november 1936 kom en artikel om reglerne for køb af husmandsbrugene. "Salget foregår efter reglerne af 4. oktober 1919, hvorefter jorden forbliver i statens eje, og forrentes med 4% af grundskyldsværdien. Lånet i bygningernes opførelse må ikke overskride 10.000 kr. og skal ligeledes forrentes med 4%, og efter 5 år afdrages med ½% årligt.

De personer, som kan erhverve jord, skal have dansk indfødsret, være mellem 25 og 55 år og være i besiddelse af de midler som skal til, for at oprette et landbrug (4.000 kr.), men man skal samtidig godtgøre at man ikke af egne midler kan købe et brug af tilsvarende størrelse. Endelig skal man fremskaffe attest fra to troværdige personer på, at man er hæderlig, ædruelig, og har mindst 5 års kendskab til landbruget. (Uddrag fra Horsens Folkeblad).

Udstykningerne begyndte først året efter. Hele sommeren lå markerne hen fuld af ukrudt og sørgelig misrøgtet at se på. De gamle avlsbygninger af bindingsværk var tomme og faldt efterhånden helt sammen. I 1937 blev avlsbygningerne revet ned.

Den 23. marts 1937 var den store auktion over heste og maskiner og allerede den 27. marts foretog jordlovsudvalgets repræsentanter fordelingen af de 27 parceller og 2 tillægsparceller og et gartneri. Ansøgerne inspicerede jorderne sammen med Husmandskommisionen, og til sidst var der lodtrækning mellem de godkendte ansøgere.

Den 30. marts blev listerne over købene offentliggjort. Jordlodderne kom til at koste mellem 10.500 og 14.000 kroner. Størrelsen var mellem 7 og 15 ha. På enkelte parceller lå allerede bygninger, hvor Tyrrestrups forvalter og landarbejder havde boet, men de fleste husmænd skulle først til at bygge, samtidig med at de skulle dræne og så.

Der blev afholdt orienteringsmøder, hvor Amtshusmandskommisionen vejledte i lån til byggeriet, gødskning og dræning. Nogle traf aftaler med håndværkerne om selv at udføre en del af byggeriet, hvilket i et enkelt tilfælde endte i en retssag, fordi bygherre og håndværker gensidig beskyldte hinanden for ikke at overholde aftalerne.

Den 7. august 1937 blev det første byggeri afleveret og den 1. oktober stod 20 andre opført. Sommeren igennem havde der været stor travlhed med at forbedre jorderne og så markerne til. Arbejdet havde været hårdt, fordi en kold vinter og et regnfuldt forår havde forsinket "nybyggerne", som de blev kaldt.

Dræningen af markerne var mangelfulde, og vejene til de enkelte parceller var opkørt, fordi jordlovsudvalget ikke, som de havde lovet, havde fået etableret vejnettet.

Flere af nybyggerne kom fra husmands- eller gårdmandsfamilier i omegnen eller fra de nærmeste byer. Nogle havde tilknytning til Tyrrestrup, fordi deres familier havde haft arbejde der.

En af de første husmandsfamilier, som bor der endnu, fortæller, at de startede med at låne en hest hos naboen. Jorden var vanskelig at behandle de første år, så det var hårdt arbejde. De skulle selv grave brænde. Elektriciteten blev først lagt ind i 1941.

Syv år efter i 1944, kunne man i Horsens Folkeblad læse om en markvandring, der var blevet afholdt på Tyrrestrups husmandsudstykning. Ved denne lejlighed blev husmændene rost for de fine marker og besætninger. Konsulent Kr. Sørensen, Horsens, udtalte: "Der er sket en udvikling i fremskridtets navn".

På 10-året for udstykningen rejste husmændene en stor mindesten i nærheden af hovedgården. Den bære skriften:

"Som påskønnelse for udstykning af
Tyrrestrup hovedgård.
Sat på 10-årsdagen af Tyrrestrups husmænd".

I 1962 var der igen fest på Søvinds forsamlingshus, hvor husmandsforeningen, fejrede Tyrrestrups husmænds 25 års jubilæum. Formanden Emanuel Vestbo, Tarm, rosende ord til beboerne for deres flid og dygtighed. "Alle har kunnet se at det har givet øget produktion og velstand for hele det danske samfund".  Han påpegede samtidig, at det danske landbrug stod over for en strukturændring. Det gjaldt både brugenes størrelse, salgs- og produktionsarbejdet og koordineringen ved hjælp af organisationer. Dette, sagde Emanuel Vestbo, ville betyde dygtige mænd i ledelsen, og disse var dyre, så den enkelte husmand, måtte i fremtiden indstille sig på større administrationsomkostninger.  Desuden krævede et mere effektivt landbrug en investering i nye maskiner.


Efterskrift:

At formanden fik ret, har tiden jo vist. I dag har kun få af landbrugene deres oprindelige størrelse. De landmænd som er fuldtidsbeskæftigede på gårdene, har et langt større jordtilliggende end oprindeligt, idet de har købt eller forpagtet jord fra de andre. Mange af husene bebos af fritidslandmænd, med hovederhverv i andre fag. Jordbrugene er specialiserede ved f.eks. udelukkende ved køer eller svin, plus dyrkning af afgrøder fortrinsvis til foderbrug.

Der er flere af "nybyggerne" tilbage, men ingen af dem tænker på at fejre 50 årsdagen. I stedet har de fejret deres eget guldbryllup.

Tyrrestrup hovedgård ligger midt i udstykningen. Den er smukt vedligeholdt efter en restaurering, som blev påbegyndt i 1970.

Parken er omlagt, så den har åbne græsplæner i stedet for tætbevokset have. De gamle alleer er der stadig og nye er plantet. Blandt de sjældne træer er en platan som med sit store omfang og mange krogede grene, fortæller, at den har oplevet en lang historie. For uden parken hører 170 tønder land skov, til selve hovedgården. Fra 2000 og frem har Tyrrestrup opkøbt det meste af den jord som i 1937 blev stykket fra. I dag er Tyrrestrup på ca. 250 ha. jord i alt fordelt på 110 ha Skov,  140 ha ager. Herudover 13 ha park og eng.


Konklusion:

Svaret på mit arbejdsspørgsmål er ikke entydigt. Størst betydning for den store gårds udstykning til småbrug har Stavnsbåndets ophævelse, fordi her blev den idealistiske tanke, at et hvert menneske har ret til en personlig frihed fremført. Det var fremsynede godsejere, inspireret af udenlandske filosoffer som selv tog initiativet til at bryde overklassens ejendomsret over bønderne. Det var dog ikke kun human idealisme, som var årsag til at reformerne blev gennemført. Alle godsejerne havde en økonomisk fordel ved at få jorden bedre dyrket af bønder, som arbejdede hårdere, fordi deres efterkommere skulle arve fæstet, eller som gjorde hoveri på hovedgårde for at erhverve sig selveje på fæstegården. Kongemagten havde fordel af at ændre bøndernes vilkår for at få effektiviseret landbruget og derved tilført landet hårdt tiltrængt valuta.

Tyrrestrups arealer, som havde et utroligt omfang efter de store opkøb i 1600-tallet, blev altså indskrænket, fordi O.J. Søltoft var nød til det af politiske grunde, og han valgte derfor at blive tilhænger af reformerne, selv om han kort forinden, havde underskrevet de jyske godsejeres protest til kongen.

Det har sikkert også været en fordel at sælge gårdene til fæstebønderne. Derved fik han både penge til jorderne og samtidig slap han for at dyrke de store arealer, som var vanskelige at få et stort udbytte fra. Det var en fordel for godsejerne, at beskæftige lønarbejdere i stedet for hoveribønder, som også skulle passe deres egen jord.

Husmændenes selvstændighed, som først blev en realitet 100 år senere skyldes først og fremmest en politisk kamp mellem socialisterne og de borgerlige for at hverve den store socialt dårligt stillede gruppe på landet. Efter at have været undertrykt i hundreder af år, var husmændene begyndt at organisere sig. Derved blev de en trussel for gårdejernes parti Venstre, for Venstre var bange for at miste alle deres stemmer. For godsejere og adelen, som dannede regering i Estrup-tiden, ville det være en trussel, hvis husmændene sluttede sig til Socialdemokratiet. Venstre og højre fik derfor gennemført husmandslovene, som standsede denne uro.

Mange godsejere havde problemer med driften af de store arealer, fordi kornproduktionen var blevet en dårlig forretning på grund af den manglende efterspørgsel. Helt galt blev det i trediverne.

Tyrrestrup husmænd fik derfor "foden under eget bord", fordi godsejeren ikke kunne klare 30érnes svære landbrugskrise. Da avlsgården var forsømt, var det ikke muligt at omlægge produktionen fra kornafgrøder til animalsk produktikon.

Medvirkende til at fremme statens køb af jorden kunne have været daværende socialminister Ludvig Christensens forslag om, "at de unge arbejdere skulle blive ude på landet, hvor de var født". Dette forslag fremkom, fordi et stort antal unge fra landet flyttede til byerne på grund af arbejdsløsheden. I byerne var situationen ikke bedre, så man ønskede at stoppe denne flugt fra landet ved at give dem mulighed for at købe jord.

Ved Tyrrestrup husmændenes 25-års jubilæum i 1962 blev udstykningen kaldt den mest vellykkede af alle i Danmark. I 1977 skrev Torben Eriksson, at Tyrrestrup havde været et forbilledlig eksempel på bondefrigørelsen i 1800-tallet, men at forsøget på at fordele værdierne fra det oprindelige storbrug til husmændene i 1900-tallet, endte med et nedslående resultat, idet mange af landbrugene nu var blevet "byfolks" drøm om et hus på landet" og at politisk filosofi havde spillet fallit.

Det er ikke sandt, at bebyggelsen er blevet et område for byfolk. Der er stadig flest landmænd, samt pensionerede husmænd eller børn af disse iblandt beboerne. Hvorledes det vil gå fremover, kan jeg vanskeligt gætte, men nogle tror på sammenlægningen i storbrug og andre ønsker at bevare specialiserede, mindre brug.

Tyrrestrup vil, lige som resten af samfundet, forandre sig i takt med de økonomiske op- og nedture i verdensøkonomi, således som det er sket indtil i dag. I den litteratur jeg har søgt, for at få svar på mine spørgsmål, er der mange forskellige svar. Der er næsten altid ideologi, som ønsker at fremme det enkelte menneskes velfærd, men før reformerne bliver gennemført, er det nødvendigt, at det kan betale sig økonomisk eller politisk.

Jette Gertz, 1988

Ejer historie

Ejerforholdene på Tyrrestrup har været forbløffende stabil med mange generationer i hver gruppe, men markant er det også hvor mange ejere, der var i hver generation. Som det ses af tabellen har 5 slægter ialt beboet Tyrrestrup i 534 år med 19 generationer.

Slaegtsoversigt 

Slaegtsskema

 

Den samlede ejerliste på Tyrrestrup ser således ud:

(1438) Anders Hop
(1438-1481) Mogens Ebbesen Galt
(1481) Ide Mogensdatter Galt gift Lange
(1481-1500) Niels Thomsen Lange
(1500-1548) Peder Ebbesen Galt
(1548-1551) Ingeborg Gjordsdatter Drefeldt gift Galt
(1551-1575) Mogens Pedersen Galt
(1575-1585) Anders Pedersen Galt
(1585-1591) Gjord Pedersen Galt
(1591-1601) Axel Gjordesen Galt / Peder Gjordesen Galt
(1601-1614) Axel Gjordesen Galt
(1614-1648) Slægten Laxmand
(1648-1662) Ebbe Gyldenstierne
(1662-1665) Herman Stochmann
(1665-1668) Otto Pogwisch
(1668) Kronen
(1668-1674) Henrik Müller
(1674-1690) Jørgen Henriksen Müller
(1690-1692) Johannes Fincke
(1692) Karen Ottesdatter Pogwisch gift Müller
(1692-1732) Christian Carl Jørgensen Müller
(1732-1735) Anne Bendixdatter Lassen gift Müller
(1735-1736) Anne Bendixdatter Lassens dødsbo
(1736-1769) Hans Christensen Juul
(1769-1770) Cecilie Marie Hansdatter Juul gift Søltoft
(1770-1802) Ole Johan Søltoft
(1802-1825) Christian Olesen Søltoft
(1825-1827) Christian Olesen Søltofts dødsbo
(1827-1878) Ole Johan Christiansen Søltoft
(1878-1883) Henriette C.E. Fischer gift Søltoft
(1883-1884) Henriette C.E. Fischers dødsbo
(1884-1914) Viggo Olesen Søltoft
(1914-1961) L.P. Horn
(1961-1966) Ingrid Horn / Mogens Horn
(1966-1970) Ingrid Horn
(1970-1975) Slægten Horn
(1975-1985) Adam Helms
(1985-2001) Jannik Gertz
(2001-       ) Jens O. J. Harder

 

Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Tyrrestrup 

 

Læs mere i Sædegården Tyrrestrup

                       

Kontakt

Tyrrestrup
Tyrrestrupvej 41
8700 Horsens
Tlf: 75 65 78 12
info@tyrrestrup.dk